Hvordan filmen "inderst Inde" kan hjælpe børn til at tale om deres følelser

”Nøøj, den var god”, det var min 8-årige datters kommentar efter vi havde været i biografen og se Pixars ”Inderst inde”, men det er blevet til mere end en god film hjemme hos os. Det er også blevet en referenceramme for at tale om hvad der foregår i hende – og i mig.

Filmen er baseret på to af de førende eksperters arbejde med forskning i følelser: Paul Ekman og Dacher Keltner. De to fungerede også som konsulenter på filmen.

Forfatteren til ”inderst Inde”, Pete Doctor, har valgt fem basale følelser: Glæde, sorg/kedafdet, afsky, frygt og vrede og gjort dem til farverige karakterer, som tilsammen styrer kontrolpanelet i hovedpersonens, pigen Riley, sind. I filmen ser man, at Rileys selv er en kombination af følelser, minder, tanker der alle arbejder sammen.

 

Én af de ting (blandt rigtig rigtig mange), som filmen har givet os mulighed for at italesætte, er at der ikke er nogen rangorden for følelserne. De har alle en vigtig rolle at spille i et menneskes liv. I Filmen ender figurerne Glæde og Triste med at fremstå som et team. De har hver især vitale kvaliteter, og den ene kan ikke eksistere uden den anden.

Det er ikke meningen, at vi skal være glade hele tiden. Det er ikke farligt at føle vrede, og det er ikke nødvendigvis et sygdomstegn at være ked af det. Vi lever i et samfund, hvor såkaldte positive følelser som glæde efterstræbes og såkaldte negative følelser som vrede eller sorg skal ”kureres”. Det kan jeg godt forstå – det er både rarere og nemmere... ikke mindst for dem omkring os; men jeg tror, at den bedste ”kur” er at gøre det naturligt, at de alle 5+ følelser er til stede altid – nogle gange er én dog mere dominerende. For min datter er det uforklarlige ”hvorfor føler jeg sådan her” blevet erstattet af ”Triste er på arbejde i dag”. Bare en konstatering, for sådan er det nogle gange….